Nedgang på det spanske ejendomsmarked

Antallet af ejendomshandler i Spanien faldt i 2007 med 14 % – Priserne stiger stadig.

Antallet af ejendomshandler i Spanien var i 2007 788.518 hvilket er en nedgang på 14 % i forhold til 2006. Det største fald findes i gensalg af eksisterende ejendomme (15 %), mens nedgangen for nybyggeri(12 %) er knap så markant.

Det største fald finder man i fjerde kvartal, hvor antallet af handler faldt til blot 161.906 eller mere end 20 % mindre end året før.

Antallet af ejendomshandler har naturligvis også påvirket priserne, og med gennemsnitlige stigninger på 4,8 % i 2007 er der da også langt op til de næsten 10 % i 2006.

Går man med overvejelser om at købe en bolig I Spanien er ovenstående gode nyheder, da man nu får mere bolig for pengene. Omvendt forholder det sig selvsagt hvis man ønsker at afhænde ejendom i det spanske.