Ødegård i Sverige

En ødegård i Sverige er billigere end et dansk sommerhus, men som køber er du dårligere stillet end i Danmark. Den lave svenske kronekurs gør, at det er billigere at købe en bolig hinsidan end i Danmark. De faste udgifter ligger desuden typisk på halvdelen af, hvad et dansk sommerhus vil koste dig.

De lave driftsudgifter hænger bl.a. sammen med, at el er billigere, og at en husejer ikke skal betale vandafgift (hvis der er egen brønd). Men omvendt river sejlturen fra Helsingør, Grenå eller Frederikshavn, eller en tur over Øresundsbroen, nogle af de sparede kroner op af pungen igen.

Priserne på en ødegård i Sverige svinger alt efter stand, størrelse og grundens beliggenhed. Håndværkertilbud starter typisk fra 200.000 danske kroner på mindre huse. Flotte svenskrøde ødegårde med originalt interiør vil typisk koste dig omkring 1 mio. danske kroner.

Svenskerne lægger i langt højere grad end herhjemme den juridiske risiko for fejl og mangler på køberen. Du har simpelt hen undersøgelsespligt. Det vil sige, at du ikke kan drage sælgeren til ansvar for fx en halvrådden træbeklædning, som du har haft mulighed for at opdage. Et godt råd er derfor at hyre en autoriseret syns- og skønsmand til at gennemgå den ødegård i Sverige, som du overvejer at købe.

Lej en ødegård i Sverige

Inden købet bør du også huske, at ødegårdslivet ofte er ganske primitivt. Fx er det ikke sikkert, at der er lagt strøm ind i huset, og vinternætterne vil være meget koldere end i Danmark. Prøv dig derfor gerne frem ved at leje en ødegård i Sverige nogle uger.

Et andet godt råd er at melde sig ind i Danske Torpare, som er en forening for danske ødegårdsejere. Her kan du få tips til købet og vedligeholdelsen af huset. Danske Torpare har desuden rabataftaler på Øresundsbroen og færgesejlads til Sverige.